Repræsentantskabsmøde 2026

I kølvandet på Grundlovsdag afholdt Glostrup Boligselskab den 6. juni 2026 sit årlige repræsentantskabsmøde som er en vigtig dag for beboerdemokratiet og boligorganisationen.
Vi byder velkommen til Bitten Matthiesen som ny formand for organisationsbestyrelsen og Camilla V. Damsgaard som ny næstformand. Samtidig ser vi frem til samarbejdet med både nye og genvalgte bestyrelsesmedlemmer.
På mødet blev der også vedtaget et nyt målsætningsprogram for perioden 2026-2030. Programmet beskriver de overordnede mål og ambitioner for de kommende år og kan læses her.
En særlig tak skal lyde til den afgående formand, Lars Pastoft, for hans engagement og store indsats for Glostrup Boligselskab. Hans arbejde har sat et betydeligt aftryk på organisationen, og vi ønsker ham alt det bedste fremover.
Tak til alle repræsentanter, der deltog og bidrog til et godt møde.
Har du en grøn ildsjæl i maven?

I Glostrup Boligselskab ønsker vi at skabe et grønt fællesskab for beboere, der har lyst til at gøre en forskel i hverdagen. Derfor søger vi beboere, som har lyst til at være med til at sætte bæredygtighed på dagsordenen, ikke bare med idéer, men gennem små og store initiativer, vi skaber sammen.
Måske drømmer du om bedre affaldssortering, bytteordninger, grønne arrangementer eller andre bæredygtige tiltag i boligområdet. Her får du mulighed for at være med til at sætte idéerne i gang sammen med andre engagerede beboere. Som beboer kender du dit nabolag bedst, og vi tror på, at de bedste løsninger opstår i fællesskab.
Lyder det som noget for dig?
Så kom med til et hyggeligt og uforpligtende intromøde, hvor vi fortæller mere om fællesskabet, deler idéer og snakker om, hvordan vi sammen kan gøre Glostrup Boligselskab grønnere.
Det praktiske
Tilmeld dig senest fredag den 13. juni ved at sende en mail til gron@gb.dk.
I mailen skal du skrive dit navn og adresse og meget gerne et par linjer om, hvorfor du har lyst til at være med.
Intromødet varer cirka to timer. Undervejs serverer vi sandwich og sodavand. Skriv gerne i mailen, hvis du har allergier eller andre særlige hensyn.
Vi vil gerne støtte op om dit engagement. Derfor tilbyder vi gerne at skrive en anbefaling eller reference til deltagere, der engagerer sig aktivt i arbejdet med de grønne initiativer.
